Tandimplantater

Også kaldet en kunstig tandrod

 

Erstatning af mistede tænder med implantater er i dag en almindelig anerkendt behandlingsmulighed.
I princippet kan næsten alle få foretaget implantatbehandlinger. Der kan dog være forskellige forhold hos den enkelte, der gør, at en implantatbehandling ikke er velegnet.

 

En grundig undersøgelse hos os vil afgøre, om det er den rette behandling for dig.

 

Hvad er et tandimplantat? 

Et tandimplantat er en kunstig tandrod, der indsættes i kæbeknoglen. Implantatet er fremstillet af titanium, som er et metal med den egenskab, at det kan vokse fast i kæben.

 

Implantatet, der har form som en skrue, er normalt 3-5 mm tykt og 8-16 mm langt. Denne titaniumskrue indsættes i kæbeknoglen. Implantater vokser i løbet af nogen måneder sammen med knoglen og sidder derefter fast.

 

Er implantatbehandling noget for dig?

Flere og flere får øjnene op for muligheden med tandimplantater. Unge som ældre kan behandles med tandimplantater.
Selv om behandlingen kan være omfattende og tidskrævende, kan implantatbehandling være en fordelagtig behandling. Ofte er behandlingen mere skånsom, da den ikke involverer andre tænder, og implantatbehandling kan være en løsning, hvis man ønsker noget der sidder fast, frem for en aftagelig protese. Implantater kan også være med til at fastholde en eksisterende protese.

 

Læs også: Viden om tandproteser  

 

Hvordan foregår en implantatbehandling?

Først skal der foretages en grundig forundersøgelse af mundhulen, herunder røntgenbilleder. Her vurderer tandlægen, om der er knogle nok til at sætte implantaterne i. Knoglen skal have en vis bredde og højde, for at implantatet kan indsættes.

 

Behandlingen foregår i lokalbedøvelse, og er normalt ikke ubehagelig. Der bores et hul i knoglen med præcise bor, der passer til størrelsen af implantatet. Heri skrues implantatet forsigtigt på plads. Der er normalt ingen smerter forbundet med behandlingen.

 

Helingsperiode

Efter indsættelse skal der en helingsperiode til, hvor implantatet ikke belastes.Denne periode kan vare fra 3 til 6 måneder.

Hvis man har en protese, kan man i helingsperioden godt gå med denne – den skal blot tilpasses. Til midlertidig erstatning af en enkelt eller flere tænder kan der laves en såkaldt smileprotese (aftagelig) eller ætsbro (fastsiddende). Man er ikke nødsaget til at gå uden tænder i helingsperioden. 

 

Fremtiden

Efter endt behandling følges op med kontrolbesøg. Du får nu en grundig instruktion i, hvordan du holder de erstattede tænder rene. God mundhygiejne er en forudsætning for et holdbart resultat. Efter at implantatbehandlingen er afsluttet, bør du fremover komme regelmæssigt til kontrol.

Vi glæder os til at se dig

MØD PERSONALET HER